NeoMcCarthyism

Så kom d. 17. maj alligevel. Vi havde lidt håbet på, at det bare var endnu en desillusioneret forvirret hippietosse, som havde overklistret skolen (og resten af byen) med plakater, men sådan skulle det ikke være. Skolen var som sagt næsten lige så overklistret med 17. maj plakater, som skolegården var fyldt med tåber her i dag.

Rød propaganda i sin reneste form. Misvisende bannere, rød saft, støvede ulækre madrasser fra kælderen på jorden, vandpibe og hippiesange. Jeg havde desværre ikke tid til at overvære hele seancen, da jeg havde time, men det skulle overraske mig meget, hvis begrebet fællessang ikke også optrådte på et tidspunkt. ”17. maj” gruppen lagde ellers ud i bedste håbløse stil med først at placere noten på lectio den forkerte dag (hvorfor de overhoved har fået lov at lave en note på lectio er mig en gåde…).

Det viser blot, hvor lidt styr der egentlig er på det. Vi morede os meget over dette, men der skulle komme mere at grine af. Da de så endelig fik rettet noten til den rigtige dag, formåede de at stave ordet demonstration forkert. Denne dag (som de havde blæst op til en størrelse, så man skulle tro Stalin genopstod) var åbenbart ikke vigtig nok til at stave noten på lectio rigtig. Men hvad kan man ellers forvente af en flok sweateriklædte suf’er, sfu’er, vuf’er, og hvad de ellers hedder?

Jaja… Man kan ikke gøre andet end at smile skævt og grine i sig selv over, at de nok skal realisere sandheden, når de engang kommer ud af dette hippieoprørsstadie.